Temadag om børnesang

Hvad kan barnestemmen – og hvordan arbejder vi bedst med den?

Hvordan kan barnestemmen bruges, og hvad er dens begrænsninger? Hvordan kan børneinstrumenter inddrages, og hvordan kan du bruge din egen stemme og eventuelt instrument, når du arbejder med børn?

På dette kursus afprøver vi vores egne stemmer gennem børnevenlige øvelser og sange. Vi taler om fagter, enkle danse, og deler erfaringer og spørgsmål fra hverdagen.

Du behøver ikke at være en erfaren sanger for at deltage – her synger hver fugl med sit næb! Selv de bedste sangere og korledere kan være generte, og lidt ydmyghed slår altid overdreven selvtillid.

Tag gerne børn eller teenagere, du kender, med – de deltager gratis!

Underviser:
Kåre Duhn, en erfaren børnekorsleder og musikunderviser, har arbejdet med alt fra babyer og vuggestuebørn til skolebørn, teenagere og drenge i overgangsalderen.

Målgruppe:
Kurset henvender sig til alle, der arbejder med børn, men ikke nødvendigvis har en musikfaglig uddannelse – fx pædagoger, spejder- eller FDF-ledere samt forældre.

Kom og få inspiration, værktøjer og mod til at bruge musik og sang i arbejdet med børn!

Undervisningssted

Kulturcenter Mariehøj
Øverødvej 246
2840 Holte

Praktisk information

Hold nr:
251017
Første møde:
29.03.25 kl. 10:00
Mødegange:
1
Lektioner:
4

Pris

Almen
DKK 300,00
  • Lørdag 29.03.25 kl. 10:00 - 13:00

    Sted: Kulturcenter Mariehøj
    Øverødvej 246

Kåre Duhn

Musikunderviser

Jeg er vokset op i et hjem med violin og pladespiller - senere harmonium, mandolin, blokfløjte og klaver mm.

Jeg deltog i skolens kor, i de små klasser som drengesopran; i gymnasiet prøvede jeg at finde ud af om jeg er bas eller tenor - det er ikke helt afklaret endnu - og jeg er stadig aktiv korsanger.

Jeg købte min første guitar for mine konfirmationspenge, og spillede guitar og sang, alt efter lejligheden, frelser-, folke- og socialistiske sange til eget akkompagnement og fællessang. I gymnasietiden startede jeg også med at spille violin i Folkets Hus' Spillemænd på Nørrebro. Nu hedder vi Spillefolket fordi vi ikke længere holder til i Folkets Hus og fordi kønsdiversiteten er steget. Jeg er gået over til mandolin i den sammenhæng.

Jeg blev uddannet biolog med bifag i musik, hvor jeg fik et studiejob som kor- og klaverunderviser i København og efter et år som klaverlærer i Søllerød. Det var i 1986, og jeg er blevet hængende i aftenskoleverdenen siden.

Jeg har i øvrigt levet af at være organist og børnekorleder, da der ikke rigtig var nogen fremtid i at være biolog.

Jeg underviser i de instrumenter, jeg selv kan spille, og også gerne i noder, teori, musikhistorie og nodeskrivning på computer.

Jeg kan lide at undervise både de, der er helt nye i musikkens verden og de, der har erfaring på deres instrumenter.

Hjemmeside: duhn.nu